You are currently viewing Arrangement – Den Antropologiske Vinkel & Jordens Folk: OVERVÅGNING

Arrangement – Den Antropologiske Vinkel & Jordens Folk: OVERVÅGNING

Den Antropologiske Vinkel undersøger sammen med Jordens Folk OVERVÅGNING.
Det gør vi i forbindelse med Dansk Etnografisk Forenings udgivelse af tidsskriftet Jordens Folk: OVERVÅGNING.
Antropologisk forskning synliggør den ambivalens, der er overfor overvågning: På den ene side kan den skabe tryghed, effektivitet og sikre adgang til information og tjenester. På den anden side kan den være indgribende og føre til uligheder og eksklusion. Her opstår flere spørgsmål. Hvad sker der med vores data, og hvem har adgang til og udnytter dem? Hvem synliggøres i overvågningssystemer, og hvem er usynlige? Hvilke kroppe, bevægelser og livsformer registreres og med hvilke konsekvenser?
Sådanne spørgsmål undersøger vi til dette eftermiddagsarrangement på Moesgård Campus (lokale 4230-232), fredag d. 30. oktober kl. 16.00-18.00. Her har vi inviteret artikelforfattere fra temanummeret til en paneldebat, hvor de hver især vil lægge deres antropologiske vinkel på OVERVÅGNING. Der vil være mulighed for at købe øl eller vand i pausen.
Vi fortæller løbende om paneldeltagerne, så følg med her.
Deltagelse er GRATIS for alle. Som medlem af Dansk Etnografisk Forening følger der dog en række fordele:
– Gratis entré på Moesgård Museum med en ledsager
– Rabat på et udvalg af antropologiske bøger
– De to årlige udgivelser af Jordens Folk
– Rabat til årets events: Formidlingsprisen, Årsmøde, Den Antropologiske Vinkel, bogreceptioner m.m.
Dansk Etnografisk Forening, som Den Antropologiske Vinkel og Jordens Folk hører under, er drevet af frivillige og har til formål at fremme og styrke etnografien og antropologien i Danmark. Gennem bl.a. udgivelsen af tidsskriftet Jordens Folk, panelarrangementer som Den Antropologiske Vinkel og den årlige Formidlingsprisfest, hylder vi formidling af etnografisk og antropologisk viden til et bredt publikum.