Dansk Etnografisk Forening blev oprettet i 1952 med det erklærede formål at fremme etnografien gennem forelæsninger, debatter og ved andre aktiviteter, som måtte vise sig formålstjenlige. 

På dette tidspunkt var dansk etnografi et kulturhistorisk, museums-orienteret fag, der i vid udstrækning var rettet imod fjerne, fremmede folk. De få eksisterende danske etnografer havde stort set alle deres virke på Nationalmuseet – især på Etnografisk Samling. Her foregik, under overinspektør Kaj Birket-Smiths ledelse, undervisningen i etnografi, som Københavns Universitet siden 1945 havde udbudt som et selvstændigt fag. Det var derfor naturligt, at Dansk Etnografisk Forenings første bestyrelse foruden Birket-Smith talte kulturhistorikere og etnografer, som var tilknyttet Nationalmuseet. 

I 1959 havde Foreningen mobiliseret kræfter nok til at påbegynde udgivelsen af et engelsksproget, videnskabeligt tidsskrift, FOLK, der skulle bringe resultaterne af den danske etnografi ind i den internationale faglige debat. I 1965 startede udgivelsen af Jordens Folk, foreningens populærvidenskabelige, dansksprogede tidsskrift, der ikke mindst kom til at tjene som formidler af det voldsomt stigende antal feltarbejder udført af etnografistuderende, der voksede i antal fra slutningen af 60erne. Disse to tidsskrifter har sammen med årsmødet til stadighed været foreningens vigtigste bidrag til etnografiens udvikling i Danmark. 

Fra sin start har Dansk Etnografisk Forening været tæt knyttet til etnografiens/antropologiens udvikling. Det danske samfund løb i 1960erne og 70erne igennem en ekspansiv udvikling, der satte sig kraftige spor på universiteterne, ikke mindst på etnografi og dermed også i Dansk Etnografisk Forening. I 1963 oprettedes Institut for Antropologi ved Københavns Universitet (fra 1964 med Johannes Nicolaisen som professor) mens Aarhus Universitet samme år fik sin Afdeling for Etnografi placeret på Moesgård med Klaus Ferdinand som afdelingsleder. Antallet af etnografistuderende og færdige kandidater voksede med stor fart op gennem 60erne og 70erne. For Dansk Etnografisk Forening fik dette den følge, at man fandt det nødvendigt at opdele foreningen i en Københavns- og en Århusafdeling, for at foreningen kunne repræsentere den voksende og brogede skare af etnografer/antropologer, der spredtes ud over landet. Denne opdeling blev sløjfet igen i 2006 da den på det tidspunkt ikke længere var tidsvarende. 

Mere betydningsfuld end den danske samfundsudvikling, var dog de stærke – undertiden eksplosive – teoretiske transformationer, som lige fra begyndelsen af 1960erne kom til at præge de unge universitetsinstitutter. Kraftige påvirkninger fra britisk, fransk og amerikansk social- og kulturantropologi fejede den kulturhistorisk funderede museale etnografi til side og satte både lærere og studerende på en konstant jagt efter nye teoretiske paradigmer : ’strukturfunktionalisme’, ’strukturalisme’, ’symbolantropologi’ osv. De nye teoretiske orienteringer gjorde sig naturligvis også gældende i Dansk Etnografisk Forening og dens tidsskrifter, men samtidig betød den nære tilknytning til Nationalmuseet samt foreningens ønske om at favne bredt, at den ikke blev en ledende kraft i den teoretiske udvikling i faget. 

I kølvandet på ungdomsoprøret kom marxismen til at spille en fremtrædende rolle i universitetsstudierne igennem 1970erne. Den rettede en kompromisløs kritik imod de fleste af den eksisterende antropologi/etnografis teoretiske positioner og skabte stærke konflikter og skel mellem mange unge studerende på den ene side og fagets etablerede repræsentanter på universiteter og museer på den anden. I Århus var der fortsat nære bånd mellem universitet og museum, mens forbindelsen i København var blevet brudt ved universitetsinstituttets oprettelse i 1963. Set i denne sammenhæng måtte de kritiske studerende også vende sig mod Dansk Etnografisk Forening – især i København, hvor Foreningens forbindelse til Nationalmuseet var åbenbar, og hvor dens formand tilmed var identisk med professor Nicolaisen. Resultatet blev, at de kritiske studerende ved instituttet på Københavns Universitet selv oprettede en faglig forening og deres eget tidsskrift. I dag er marxismen og de skånselsløse konflikter i faget et overstået kapitel. Men de to foreninger, Dansk Etnografisk Forening og Antropologforeningen ved Københavns Universitet, eksisterer fortsat som to uafhængige foreninger. Begge foreninger står over for store udfordringer i disse år, udfordringer som utvivlsomt kunne overkommes til gavn for begge foreninger ved et fornuftigt og konstruktivt samarbejde. Et fælles årsmøde i 2007 var det første skridt i den retning. 

I de seneste 15-20 år har Foreningens årsmøder fået en stadig større betydning. De er blevet et fagligt og socialt samlingspunkt for mange danske etnografer, hvoraf et betydeligt antal virker ude i samfundet fjernt fra universiteternes og Nationalmuseets beskyttende mure. Med temaer som “Marginalisering – Hvem er de andre?”, “Antropologiens muligheder og metoder i eget samfund” og “På sporet af tid – Tiden som begreb og kulturel ressource” har årsmøderne sat mange af fagets aktuelle spørgsmål til debat. Indbudte oplægsholdere fra ind- og udland, antropologer såvel som forskere fra andre fag, har her medvirket til at sætte etnografien/antropologien, dens teoretiske udvikling samt dens anvendelse til debat. 

I mere end 50 år har Dansk Etnografisk Forening bidraget til at styrke og udvikle etnografien/antropologien som fag, samt bidraget til at udbrede kendskabet til faget og brugen af det i samfundet. Dette er stadig foreningens erklærede formål. 

Af Jens Pinholt