Dansk Etnografisk Forening takker for en fantastisk hyggelig og spændende aften, da Formidlingsprisen 2017 blev uddelt fredag d. 27. oktober.
Vi er desuden stolte af at kunne præsentere året vinder af prisen 2017, UNESCO-samlingerne og til hele teamet bag: Museumsinspektør Thea Skaanes samt Marianne Vinter-Jensen, Mai Kim Phuong og Malene Borre-Gude. Endnu engang stort tillykke!
Unesco-samlingerne fungerer som et unikt tilbud til danske skoler. Her får eleverne en konkret erfaring med genstande fra fjerne verdener suppleret med grundig etnografisk information og dokumentation. UNESCO Samlingerne er et undervisningstilbud, hvor man må røre, dufte, se, lytte og forholde sig aktivt til verden.
Unesco samlingerne kom til verden i 1964 som en “Museum ud af huset aktivitet” i samarbejde mellem Unesco skoleprojektet i Undervisningsministeriet og Klaus Ferdinand, daværende afdelingsleder ved Etnografisk Afdeling Aarhus Universitet og leder af den etnografiske studiesamling.
Unesco-samlingerne er ikke bare enestående i Danmark, men også internationalt. Der findes stort set ikke lignende tilbud nogen steder, hvad angår omfang, udbredelse og tilgængelighed.
Udover at fungere som et stærkt formidlingsmedie over for landets børn og unge, har samlingerne gennem mere end 50 år inddraget et utal af unge etnografer i formidlingen af faget, både igennem indsamling af genstande, artikler og udstillinger. Samlingerne har været et centralt omdrejningspunkt for formidlingen af etnografi i flere årtier.
Unesco–samlingerne udvikler sig fortsat. Der er fx kommet nye samlinger om de dødes liv, som går på tværs af kulturer, ” Tyrkiske rødder i Danmark” samt en Danmarks-samling som potentielt kunne distribueres rundt i verden. Desuden er der kommet en brugervenlig hjemmeside så brugerne kan finde genstandsbilleder og tekster fra (stort set) alle samlinger.
Dansk Etnografisk gav sin formidlingspris 2017 til UNESCO-samlingerne for denne langvarige kollektive genstandsorienterede indsats, – for den store indflydelse samlingerne har haft for generation efter generation af skolebørn, der herigennem har fået åbnet øjnene for andre måder at leve, tro og tænke.