formidlingsprisen

I 2015 kunne Jordens Folk fejre 50 års jubilæum. Dansk Etnografisk Forenings bestyrelse markerede dette jubilæum ved at indstifte Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris, som fremover vil blive uddelt en gang årligt. Prisen kan gives til enkeltpersoner eller grupper med tilknytning til det danske etnografiske og antropologiske miljø for fremragende formidling, hvor etnografisk viden har været sat på spil og har berørt, provokeret og engageret modtageren. Der kan være tale om tekst, tale, udstilling, film, event eller performance eller en persons virke i det hele taget. Det centrale er, at etnografiske og antropologiske perspektiver har været anvendt og bidraget med viden.

2021

Dansk Etnografisk Forening Formidlingspris uddeles i år for 7. gang. 
Aftenen bød på faglige og festlige dimensioner og en lækker vegetarisk middag – alt sammen med etnografisk formidling i højsædet. Vi er glade og stolte over at kunne præsentere årets prismodtager:

Berit Madsen
Uddannet som antropolog ved Aarhus Universitet med overbygning indenfor journalistikken. Har sidenhen uddannet sig som filminstruktør, og har i dag sit virke som filminstruktør og producer. Berit arbejder særligt med dokumentarfilm, og har bl.a. lavet filmen Sepideh – reaching for the stars, der blev  nomineret til priser i både ind- og udland. Hun underviser desuden på dokumentarfilmskolen i Aarhus.

Program
Fredag d. 29. oktober 2021

17.00: Velkomst ved Dansk Etnografisk Forenings forperson Bodil Selmer

17.10: ‘Imellem Drømme og Benspænd blev vores udstilling’ – oplæg ved Amalie Birch og Maja Hyldgaard Kristiansen

17.20: Festforelæsning ved filmskaber Andreas Dalsgaard

17.40: Spørgerunde

17.50: Udnævnelse af modtageren af Formidlingsprisen 2021 ved Bodil Selmer

17.55: Prisoverrækkelse ved sidste års modtager, Thomas Hylland Eriksen

18.00: Oplæg ved årets prismodtager, Berit Madsen, antropolog og dokumentarfilminstruktør, grundlægger af “DOX:WORLD – Filmskole i Aarhus for Dokumentar- og Webfilm (www.doxworld.dk)

18.15-??: Festmiddag og bar med skåltaler

2020

Den 18/3 2020 modtog Thomas Hylland Eriksen Formidlingsprisen for sit lange virke som en af nordens største formidlere af antropologi. Arrangementet blev holdt online på Zoom, pga. COVID-19-restriktionerne – alligevel blev det en festlig aften sammen hver for sig. 

Før arrangementet blev afholdt havde repræsentanter fra foreningen været i Norge hos Thomas og overrække ham den fysiske pris.

Til arrangementet fra Thomas garant for en festforelæsning hvor han bl.a. præsenterede ideer til nye kapitler i hans kendte bog Small Places, Large Issues. 

2019

Prisen gik i 2019 til Inger Sjørslev for et langvarigt, omfattende og enestående virke med formidling af etnografisk og antropologisk viden.

Herunder kan du læse Bodil Selmers velkomsttale til arrangmentet:

Rigtig hjertelig velkommen til dette arrangement i DEF, hvor vi skal uddele årets formidlingspris for femte gang.
Det er en kæmpestor fornøjelse for mig, på vegne af bestyrelsen, at uddele Dansk Etnografisk Forening Formidlingspris 2019 til Inger Sjørslev  – lektor emerita  – eller emeritus som de latinkyndinge vist foretrækker ved Københavs Universitet . Vi er glade og stolte over at kunne præsentere årets modtager. Det er ingen hemmelighed, at Inger har været nomineret hver eneste år, siden vi indstiftede prisen for 5 år siden.

Det er blevet tradition, at vi ved denne lejlighed inviterer repræsentanter fra årets studenterudstilling på MOMU til at komme og præsentere et eksempel fra udstillingen, der i år havde titlen VI, DYRENE. Udstillingens seks dele omhandlede forskellige aspekter ved forholdet mellem mennesket og andre dyr.  Byens måger; indvandrede/importerede østers, hundes arbejdsliv; menneskedyret samt dyr i sproget. Og Havfruer. Havfruer vandt den ene af de to priser, der blev uddelt – en Malinowski Award.  Derfor, og fordi Havfruernes udstilling på forskellig vis knytter an til Ingers arbejde med Candomble i Brasilien, er netop Havfruerne blevet bedt om at komme her i dag.

Halvt menneske – halv fisk.  Havfruer er alle steder ’matter out of place’ – den Anden. Under kolonitiden mødtes europæiske forestillinger om havfruen med den lokale, vestafrikanske vandgudinde Mami Wata.  Også Candomble  har sine vandgudinder – Iemanja og Oxum  – og de har, så vidt jeg har forstået, ikke bare sine rødder hos  Yoruba , men også i forestillinger om havfruer

Inger får prisen for et langvarigt, omfattende og enestående virke med formidling af etnografisk og antropologisk viden. Det er fremragende formidling, hvor etnografisk viden sættes på spil og engagerer modtageren, som der står i vores bestemmelser.

Inger har arbejdet med mange forskellige formidlingsformer igennem næsten fire årtier:

Der er udstillinger på Nationalmuseet – især den store Brasiliensudstilling i 1986, dengang nationalmuseets store sommerudstillinger i brede tiltrak publikum fra nær og fjern. Arbejdet som direktør i IWGIA-International Work Group for Indigenous Affairs 1990’erne indeholdt også et formidlingsaspekt

Så er der naturligvis bøgerne: Den medrivende monografi Gudernes rum – en beretning om tro og ritualer i Brasilien, der udkom på Gyldendal i 1995, samt bøgerne Ting: i nære og fjerne verdener (2013) og Sandhed og Genre (2015) henholdsvis om den materielle vending i antropologien og en lærebog i videnskabsteori og filosofi for antropologer. Også gennem sine 45 klummer og indlæg i Weekend Avisen har Inger nået et bredt publikum.

I interviewet i det seneste nummer af Jordens Folk siger du, Inger, en masse vedkommende om formidlingens præmisser i dagens Danmark, både i forhold til tidsånden, hvor anti-kulturalisme og ytringsfrihedsfundamentalisme er fremherskende. Men også i forhold til vilkårene for forskningen med stadig større krav om internationale publikationer og hjemtagning af store fondsmidler, levner ikke meget rum for formidling til et bredt publikum. Læs det!

I interviewet kommer det frem, at skriften er din foretrukne genre, og du beskriver hvordan avisklummen for en tid blev dit ynglingsformat, fordi den stramme form udfordrer sproget.  Du siger også at du har en ”absolut lystbåren foretrækken af det danske sprog. Det er dejligt at høre for Dansk Etnografisk Forening, der jo er er en dansksproget forening, som er stolte over, at det lykkes os at fastholde sit tidskrift Jordens Folk på dansk.

Det betyder ikke, at vi ikke glæder os, til at læse den bog om Candomble på engelsk, som du forhåbentlig vil skrive de kommende år.

Hjertelig tillykke Inger!

2018

Fredag d. 26. oktober 2018 bød Dansk Etnografisk Forening velkommen til Formidlingsprisen 2018. Det var et utroligt succesfuldt arrangement, hvor vi havde hele 96 tilmeldte deltagere. Det blev med andre ord det største Formidlingspris-arrangement vi har holdt til dato.

Aftenen bød på et mindre oplæg af studentergruppen, der står bag udstillingen Arbejdsnomader: Livet på vejen på Moesgaard Museum. Det var antropologistuderende på 5. semester, Sidsel Palle Petersen, Mia Meldgaard Knudsen, Tanja Kronborg Hansen, Signe Jungdal, Louise Rasmussen, Sunniva Vang, Sofie Kønig Wilms. Anne Katrine Clark Lund, Anne Lærke Lorentzen, Ida Simone Eskildsen, Nicoline Bødker, Naja Hybschmann, Mathilde Zanchetta Kock, der stod bag.

Aftenens festforelæser (og måske hovedattraktion), Rane Willerslev, fortalte om kollapsede modsætninger i formidlingen med udgangspunkt i hans eget arbejde på Nationalmuseet.

Herefter mød foreningen på en lækker middag, hvor både Susanne Højlund og Pelle Tejsner gav skåltaler med bl.a. en opsang til foreningen selv. Det var også under denne middag at aftenens højdepunkt, nemlig uddelingen af årets Formidlingspris, fandt sted.

Christian Vium får prisen for udstillingen Dialoger, der blev vist på Moesgaard Museum tidligere i år.

Udstillingen udspringer af forskningsprojektet ’Temporal Dialogues’, der undersøger vestlige repræsentationer af kulturel andethed på tværs af tid og rum, og som spørger, hvordan vestlige etnografer og fotografer har repræsenteret kulturel andethed visuelt.  Hvordan har disse repræsentationer til stadighed informeret vores forståelse af andre og os selv.

På baggrund af arkivbaseret fotografisk materiale har Vium foretaget feltarbejde i tre områder: det centrale Australien, brasiliansk Amazonas og det østlige Sibirien. I sig selv en imponerende bedrift.

Hver af disse delprojekter er tidligere udstillet internationalt, og Christian har modtaget meget hæder for dem.  Men det er første gang at alle tre dele samles i sin helhed, og giver mulighed for en dialog på tværs af områderne.

Der er tale om en kalejdoskopisk udstilling – både æstetisk og videnskabelig.  På store fotostater gengives arkivfotos side om side med de nye gruppeportrætter, der er blevet til i samarbejde mellem Christian og efterkommere af personerne på de viste arkivfotos. Der er montrer, der forener feltnoter og skitsebøger med citater af store antropologer som Claude Levi-Strauss. På fritsvævende transparente bannere vises fotos og videoer, og stemningsfulde lydoptagelser findes i rummet.

Udstillingen befinder sig i grænselandet mellem kunst og videnskab. Den er betagende smuk og bevægende. Den er nyskabende, den berører og engagerer. Og derfor får Christian Vium Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris år 2018.

2017

Dansk Etnografisk Forening takker for en fantastisk hyggelig og spændende aften, da Formidlingsprisen 2017 blev uddelt fredag d. 27. oktober 2017.

Vi er desuden stolte af at kunne præsentere året vinder af prisen 2017, UNESCO-samlingerne og til hele teamet bag: Museumsinspektør Thea Skaanes samt Marianne Vinter-Jensen, Mai Kim Phuong og Malene Borre-Gude. Endnu engang stort tillykke!

Unesco-samlingerne fungerer som et unikt tilbud til danske skoler. Her får eleverne en konkret erfaring med genstande fra fjerne verdener suppleret med grundig etnografisk information og dokumentation. UNESCO Samlingerne er et undervisningstilbud, hvor man må røre, dufte, se, lytte og forholde sig aktivt til verden.

UNESCO samlingerne kom til verden i 1964 som en “Museum ud af huset aktivitet” i samarbejde mellem UNESCO skoleprojektet i Undervisningsministeriet og Klaus Ferdinand, daværende afdelingsleder ved Etnografisk Afdeling Aarhus Universitet og leder af den etnografiske studiesamling.

UNESCO-samlingerne er ikke bare enestående i Danmark, men også internationalt. Der findes stort set ikke lignende tilbud nogen steder, hvad angår omfang, udbredelse og tilgængelighed.

Udover at fungere som et stærkt formidlingsmedie over for landets børn og unge, har samlingerne gennem mere end 50 år inddraget et utal af unge etnografer i formidlingen af faget, både igennem indsamling af genstande, artikler og udstillinger. Samlingerne har været et centralt omdrejningspunkt for formidlingen af etnografi i flere årtier.

UNESCO-samlingerne udvikler sig fortsat. Der er fx kommet nye samlinger om de dødes liv, som går på tværs af kulturer, “Tyrkiske rødder i Danmark” samt en Danmarks-samling som potentielt kunne distribueres rundt i verden. Desuden er der kommet en brugervenlig hjemmeside så brugerne kan finde genstandsbilleder og tekster fra (stort set) alle samlinger.

Dansk Etnografisk gav sin formidlingspris 2017 til UNESCO-samlingerne for denne langvarige kollektive genstandsorienterede indsats, – for den store indflydelse samlingerne har haft for generation efter generation af skolebørn, der herigennem har fået åbnet øjnene for andre måder at leve, tro og tænke.

2016

Fredag d. 28. oktober 2016 løb uddelingen af Formidlingsprisen af stablen. Det blev en fantastisk hyggelig og lærerig aften, hvor vinderen af Formidlingsprisen 2016, Christian Suhr Nielsen, blev kåret. Stort tillykke til skal det endnu engang lyde fra Dansk Etnografisk Forening.

Christian Suhr Nielsen modtager Dansk Etnografisk Forenings Formidlingspris 2016 for sit mod og sin vilje til at engagere sig i de dele af den offentlige debat, der er mest giftig og vanskelig at deltage i. Christian har bragt sin etnografiske feltarbejdsbaserede viden om det muslimske miljø her i Aarhus ind i debatten om radikalisering, Islam og integration.

Gennem kronikker, tv-optræden og ved at arrangere et stort, offentlig debatmøde i kølvandet på TV2 dokumentaren Moskeerne bag sløret om Grimhøj moskeen har Christian insisteret på, at debatten må nuanceres. Han har med sine bidrag givet offentligheden et indblik i de muslimske miljøer, der er genstand for offentlig debat. Han har påpeget at politiske tiltag og mediernes fremstilling, rammer konkrete mennesker med forskelligartede hverdage, forudsætninger og perspektiver. Christians indgående og intime viden om de muslimske miljøer viser, at der blandt de forskellige positioner også findes meget radikale. Denne radikaliseringsudfordring kalder på en antropologisk belysning. Måske er det Christians næste formidlingsudfordring? Det anbefaler vi.

Christian arbejder med flere medier og han får også formidlingsprisen for de to fine etnografiske film Descending with Angels om Djinns, Islamisk healing og psykiatri samt Ngat is Dead, der beskriver hvad det vil sige at være antropolog på feltarbejde.

2015

Sine Plambech modtog prisen på Dansk Etnografisk Forenings årsmøde den 22. oktober 2015 på Moesgaard. I indstillingen af Sine Plambech som prismodtager lød det blandt andet:

Sine Plambech formidler sin forskning på eksemplarisk vis. Filmene ”Fra Thailand til Thy” og “Fra Thy til Thailand” har været vist på dansk TV for flere år siden. I forbindelse med hendes ph.d. afhandling udkom filmportrættet ”Becky’s Journey” om en nigeriansk kvindes ønske om at komme til Europa.

Sine Plambechs formidling udgør en bred vifte med alt fra videnskabelige artikler i fagtidsskrifter til baggrundsartikler om aktuelle emner i Information og Politiken, senest i forbindelse med de livsfarlige sejladser over Middelhavet fra Libyen til Italien. Hun formår at gå dybere end ”forargelsen” og springer over de lette fortolkninger, men samtidig bliver antropologisk stof formidlet, så vi andre får ny, forstyrrende og provokerende viden ind under huden.

Sine Plambech er antropolog, filmmager og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

I Jordens Folk nummer 3-4 2015 bragte vi en interviewartikel med Sine Plambech i anledning af prisen.