FORUDSIGELSER

Morgendagen kommer af sig selv – eller gør den? Det er et særligt menneskeligt kendetegn ikke blot at tænke ud over det forhåndenværende, men i høj grad at tilrette handlinger i øjeblikket i forhold til forestillinger om det, der er sket eller vil ske. Lige som fortiden er en kilde til forståelse og handling i nutiden, øver også fremtiden indflydelse på, hvordan der skal planlægges, forberedes, eller blot ventes.

Fortiden og fremtiden er således ikke distinkte tidsenheder, der eksisterer afgrænset fra nutiden i menneskets fantasi, men kan i høj grad ses som aktive entiteter, der rækker ind i nutiden og former menneskers handling. I dette nummer af Jordens Folk sætter vi fokus på det aspekt af fremtiden, vi kender som forudsigelser. Traditionelt er forudsigelser i antropologien blevet behandlet som et aspekt af magi, og dermed som et kendetegn for den irrationelle, primitive Anden. I takt med at antropologer er begyndt at interessere sig mere for den vestlige verden, og socialforskere generelt argumenterer for, at også såkaldt moderne, ekspertdominerede samfund er kendetegnet ved bevidstheden om usikkerhed og risiko, er det dog blevet nærliggende ikke blot at anskue forudsigelser som noget, der hører til i en traditionel ”irrationel-religiøs” sfære, men som noget, der også kan observeres inden for et ”rationelt-videnskabeligt” paradigme.

Forudsigelser kan dermed ses som et udtryk for et fællesmenneskeligt grundvilkår, nemlig at skulle forholde sig til fremtiden fra en nutidig position, det være sig gennem religiøse profetier, anslåelse af kommende klimaforandringer, makroøkonomiske prognoser eller planlægning af kostplaner ud fra et personligt fremtidigt helbredsperspektiv.

ETNOGRAFI I DAG

I år fejrer Jordens Folk 50 års jubilæum. I den anledning har vi givet tidsskriftet et nyt format. Fra og med dette nummer vil bladet udkomme som dobbeltnumre to gange om året, med 9-10 artikler per nummer. Cirka halvdelen af artiklerne vil handle om det enkelte nummers særlige tema, mens de øvrige artikler vil være udenfor tema. Desuden vil bladet indeholde flere forskerinterviews og feltreportager end tidligere, samt anmeldelser af nye bøger, udstillinger og andre former for etnografisk og antropologisk formidling.

Den første artikel i Jordens Folk, i det allerførste nummer i 1965, var et interview med fagets første professor i Danmark, Johannes Nicolaisen (artiklen blev genoptrykt i nummeret Jordens Folk Classic i 2013). Interviewet handlede netop om, hvad etnografi var for et fag dengang i 1960’erne. Nicolaisens bud var, at etnografi er et praktisk fag – altså et fag, der ikke kun handler om verden, men også handler i verden.

Dette nummer fokuserer på samme måde på etnografi som et praktisk fag, der påvirker verden og også er blevet inddraget i andre faggruppers måder at undersøge og forstå verden på. Etnografi er ikke længere kun en videnskab for eventyrere og globetrottere, eller endda kun for antropologer og sociologer. Den er blevet en integreret del af den måde, hvorpå forskellige fag forsøger at forstå samfund og kultur – fra management studier over arkitektur til interaktionsdesign, for blot at nævne nogle få. Som artiklerne i dette nummer viser, bliver etnografi i dag brugt som undersøgelsesredskab i mange forskellige sammenhænge.

MÆND

I mange år var antropologien karakteriseret af mænd der studerede mænd. Antropologiens historie består således af primært mandlige antropologers beskrivelser af kulturelle forhold gennem deres primært mandlige informanters vidnesbyrd. Det var dog først i de tidligere 1980’ere at antropologer begyndte at beskæftige sig med mænd, som mænd. I nyere antropologi er mænd og mænds kroppe ikke længere betragtet som naturlige. Inspireret af feministiske kritikker af kønnets naturlighed er det i dag en accepteret antagelse at maskulinitet og hvad det vil sige at være mand er foranderligt og konstrueret i sociale relationer. I tråd hermed har en mængde nyere studier beskrevet hvordan maskulinitet og mænds livsverdener udgør en mangfoldighed af maskuliniteter og formes af relationer til blandt andet andre mænd, børn, kvinder, alder, magt, arbejde, fritid og familie

I de senere år har flere velansete maskulinitets-forskere argumenteret for at en ”krise i maskuliniteten” har fundet sted siden 1970’erne i vestlige såvel som i andre samfund. Hvor denne ”krise” særligt i vestlige samfund har givet sig udslag i kritikker af patriarkatet og opkomsten af normative ideer om den nye og følsomme mand, far og kæreste, indvirker forskydninger i globale magtrelationer og flows af penge, varer, arbejdsydelser, kommunikation og mennesker i stigende grad på lokale køns-relationelle forhold og tvinger mænd overalt til at søge nye måder at konstruere deres maskuline identitet. I dette nummer af Jordens Folk inviterer vi skribenter til at beskrive hvordan mænd i dag konstruerer maskulinitet i forskellige sociale og kulturelle kontekster. Vi opfordrer skribenterne til at give særlig opmærksomhed til, hvordan konstruktioner af maskuliniteter relaterer sig til generelle samfundsmæssige, kulturelle og politiske forandringer og transformationer i de forskellige kontekster, hvor etnografer arbejder.

KOLONIER

Fra 1500-tallet og helt op i det 20. århundrede var store dele af verden delt i to modsætninger: Kolonier og kolonisatorer. Storbritannien var verdens største imperium, der dækkede mere end 40 millioner kvadratkilometer, men også Sverige og Danmark-Norge blandede sig i kapløbet om kvadratkilometrene, og Danmark havde som bekendt besiddelser i Vestindien, Grønland og hentede slaver på Guldkysten.
Antropologien som disciplin voksede ud af denne relation mellem de koloniserede objekter og det imperialistiske subjekt. Kulturforskerne fik plads på de store opdagelsesrejser og kom hjem og beskrev de vilde mennesker, de havde mødt. I takt med afviklingen af kolonierne måtte relationen mellem antropologen og de mennesker, han studerede, ændres, og det moderne feltarbejde blev født.

I dag har langt de fleste tidligere kolonier opnået autonomi. Men selv om kolonitiden for længst er ophørt, er der stadig territorier i dag, som FN definerer som nutidige kolonier. Listen omfatter for eksempel Cayman Islands, Fransk Polynesien og Gibraltar.
Og rester af de koloniale relationer har bidt sig fast i vores sprog og kultur. Tag bare et ord som kolonialvarer. Post-kolonial teori beskæftiger sig blandt andet med den måde koloniale relationer reproduceres i diskurser længe efter at kolonien er afviklet.
I Danmarks største koloni, Grønland, er kolonitiden hverken glemt eller tilgivet. Som et af de første politiske initiativer tog den nye landsstyreformand Aleqa Hammond initiativ til nedsættelsen af en forsoningskommission, som skal sikre, at grønlændere ’forsoner sig med deres egen historie’. Det fik for nyligt forskere til at diskutere behovet for en dansk undskyldning til Grønland.

Kolonitiden er også blevet påberåbt i forbindelse med anti-homoseksulitetslovene i Uganda. Tilhængere af loven henter inspiration fra amerikanske evangelister og siger, at de sådan set bare bygger videre på en gammel lov indført af det engelske kolonistyre. Samtidig kalder de Vestens kritik af lovgivningen for kolonialisme. Men også på protest-siden påberåbes kolonialismen. ”Uganda’s gay ban is colonial hangover”, stod der således på et banner under en demonstration.

Selve ordet koloni kommer fra det latinske navn for landbrug med rod i Oldtidens bystater, der for at løse problemer med overbefolkning oprettede kolonier på frugtbare kyster. Det gør ’kolonierne’ interessante set fra et migrationsperspektiv. Selv om ordet i dag umiskendeligt smager af magtrelationer, så kan små etniske enklaver eller interessefællesskaber også finde på at kalde sig kolonier, som vi kender det fra den danske koloni Solvang i Californien, eller som når vores børn tager på koloni med børnehaven.

I dette nummer af JORDENS FOLK inviterer vi skribenter til at udforske de forskellige former for kolonier og koloniale relationer, som de kommer til udtryk i dag. Det kan være i tekster eller kulturel praksis, det kan være i Danmark eller på den anden side af jordkloden. Det kan være med afsæt i territorier, som i dag ikke har politisk autonomi, eller det kan være reproduktionen af et historisk kolonialt hegemoni, der er genstand for analysen.

ASFALT

Asfalt er en tung, tyktflydende, klæbrig, sort masse. Asfalten har sin egen kulturhistorie, der rækker tilbage til 3500 før Kristi fødsel. Asfalt er blevet anvendt som tætningsmateriale og til at støbe gudestatuer, og i de sidste 150 år er det også blevet brugt i vejbelægninger. Asfalt er i dag en af den industrialiserede verdens forudsætninger og selvfølgeligheder. Det er i overført og bogstavelig forstand et grundlag for modernisering og urbanisering. Det er civilisationsprocessens slæbespor, der side om side med højspændingsmasten indvarsler forandring og udvikling, men også grimhed og forstyrrelse og overgreb på natur og landskab.

Asfalt er tyktflydende modernitet. Når politikere, planlæggere og globaliseringsprofeter i dag taler om ’flow’, så er det ikke asfalt, de tænker på, men kapitalbevægelser, informationsteknologi, bredbånd, knowledge economy, infrastruktur og vidensarbejde.

Men ingen vidensarbejde uden vejarbejde: Asfalten er på en gang symbol på udvikling og fremskridt, men minder os gennem sin massive materialitet også om de mørke sider, tyngden og friktionen ved forandringsprocesser. I dette nummer ønsker vi at bruge asfalten som idégenerator. Vi inviterer bidrag, der handler om moderniseringsprocesser, udvikling og globalisering, der tager materialitet og skyggesider – og asfalt – alvorligt.

TILGIVELSE

De fleste mennesker har oplevet at blive gjort uret eller svigtet. Efter forurettelsen følger spørgsmålet om, hvordan oplevelsen af det håndteres. Kan eller skal forurettelsen tilgives? Og i så fald, hvorfor og hvordan?

Tilgivelse kan give mening på individuelt og personligt plan, hvor man som menneske kan lægge forurettelser bag sig og søge forsoning. Selve ordet indebærer, at tilgivelse er en ’gave’ – en frivillig ydelse givet til et andet menneske med alle de sociale komplikationer, som gave-tematikken i antropologisk optik medfører. Tilgivelse kan også være samfundsmæssigt nødvendig for at forsone stridende parter, bryde spiraler af vold, og bevare social sammenhængskraft, politisk stabilitet eller økonomisk og materiel velstand. Tilgivelse er med tidens løb både blevet udtrykt i religiøse skrifter (især den kristne dogmatik), men er også blevet flettet ind i myter og i nyere tid i nationale fortællinger (såsom arbejdet med Sydafrikas sandheds-kommission). Men kan tilgivelse ‘topstyres’ eller ske under socialt pres og stadig opfattes som oprigtig? Hvilke sociale konsekvenser har det, hvis ønsker om straf eller hævn er udbredte, men ikke tildeles nogen plads i bearbejdelsen af et overgreb? Tilgivelse hænger tæt sammen med fornemmelser for tillid, og spørgsmålet er, om dette kan tænkes uden at skele til hvilken rolle den diametrale modsætning – hævnen – spiller, og ud fra hvilke motiver, der tilgives.

Tilgivelse som tema strækker sig vidt og bredt og berører både individuelle idealer for retfærdighed og moral såvel som samfundsmæssig praksis for både forebyggelse af kriminalitet og rehabilitering af kriminelle efter retsforfølgelse og fængsling. Lokale, nationale såvel som internationale love og domstole fungerer efter et princip om fordeling af skyld og ansvar, og de indebærer en vægtning af straf, der dog tilsyneladende står i modsætning til private forestillinger om at gøre ’det gode’ og det næstekærlige. Tilgivelse indgår i dannelsen af fællesskaber og etableringen af social interaktion, det er indlejret i samfundsmæssige og individuelle normer og moralforståelser, men kan også ske af frygt eller ud fra pragmatiske overvejelser.

Læs nummeret her

CLASSIC

Dette nummer af JORDENS FOLK er en tur ned af mindernes allé. Nummeret er et genoptryk af seks artikler fra bladets tidligere numre, en for hvert af de fem første årtier, som bladet er udkommet i, samt åbningsartiklen fra det allerførste nummer af JORDENS FOLK, der så dagens lys i 1965, og som indledes med spørgsmålet: hvad er etnografi? Vores hensigt er netop at belyse, hvad etnografi er og kan være, og gennem en udvalgt artikel fra hvert årti fokuserer vi på nogle af de tendenser, som har præget faget og bladet op gennem årene – John Lieps artikel om ståløkser blandt aboriginere i 1967, Anette Leleurs artikel om vaginalmagt og kvindeforagt fra 1976, Erik Larsens artikel om dans og idræt i Tanzania fra 1984, Jakob Krause-Jensens artikel om at være tolk for den indiske antropolog Prakash Reddy i Danmark i 1990 og Nils Bubandts artikel om monarki, magi og demokrati i Indonesien fra 2006.

Det er et sammenfald af flere forskellige jubilæer og initiativer, der har fået JORDENS FOLKs redaktion til at grave i arkiverne og finde på at udgive dette JORDENS FOLK CLASSIC. I 2013 fejrer Aarhus Universitet 50-året for etnografi som studiefag i Aarhus, hvorved faget fik to centre i landet efter at være blevet etableret på Københavns Universitet i 1946. Dansk Etnografisk Forening blev dannet i 1952 og fyldte altså 60 år i 2012. I 2012 påbegyndte Dansk Etnografisk Forening at indscanne det hedengangne, engelsksprogede tidsskrift FOLK for at kunne gøre samtlige dette fagtidsskrifts artikler tilgængelige i digital version – og det samme var tanken med JORDENS FOLKs bagkatalog. Projektet er imidlertid stødt på vanskeligheder med reglerne om copyright, idet vi er nødt til at sikre os rettighederne til at genoptrykke tekst- og billedmateriale digitalt for ikke at løbe ind i senere erstatningskrav.

Mange af bladets bidragydere gennem tiderne sidder nok derhjemme med dette nummer i hånden og tænker, at man godt kunne have valgt andre artikler ud, for eksempel deres egne rigtigt gode artikler:). Det ville vi også gerne, og faktisk vil vi gerne gøre alle artikler tilgængelige for den nutidige offentlighed. Som sagt må vi for at undgå problemer imidlertid indhente tilladelse til at genoptrykke tekst og billeder fra forfatterne og bidragyderne. Sidder du derfor nu derude og vil gerne have din artikel gjort tilgængelig i digital form, så kontakt os hellere i dag end i morgen! Vi står klar ved scanneren for at gøre denne rigdom af artikler, overvejelser og indblik i fagets historie i Danmark tilgængelig for alverden.

Læs nummeret her

LOV

En stor del af menneskelivet sættes i system af love. Lovene fortæller os, hvad vi må og ikke må, og indenfor institutioner, nationalstater, religioner, unioner og globale organisationer skaber love et net af forskrifter for, hvordan og hvornår praksis er lovlig og ulovlig. For at en lov kan eksistere, skal den både forestilles, praktiseres og forhandles. Der skal være mennesker, der opretholder, sanktionerer og igangsætter den, men der skal samtidig også være nogen, der accepterer den og handler i overensstemmelse med den. Og uden de, som ikke respekterer en given lov, ville loven være unødvendig. Lovene er forbundet med etik og moral og reflekterer forestillinger om, hvordan mennesker bør indrette sig og agere i tid og rum. Lovene kan søge at sikre, at mennesker kan leve fredeligt sammen. Love er dog ikke nødvendigvis en refleksion af et samfunds delte moralske ideer. Love kan understøtte, at en bestemt gruppe i et samfund kan være de privilegerede; love kan både give og fratage mennesker rettigheder. Mennesker laver love for sig selv og hinanden, for dyr og natur og bygninger; mennesker laver love som begrænser mobilitet eller som fordrer den.

Sommetider er der nogen, som kommer i klemme mellem love. Ofte bliver love overtrådt; hvis det opdages, må den skyldige straffes: 5 bønner, en advarsel, en bøde, et fængselsophold, enden på livet. Den personlige frihed har begrænsninger. Det er dog til stadighed relevant at beskæftige sig med hvordan love forstås, fortolkes, afgrænses, forvaltes og forhandles i den daglige praksis. Hvornår serman gennem fingre med lovovertrædelser? Hvilke love finder mennesker vigtige at overholde? Hvordan forstår mennesker sig selv i relation til de love, de er underlagt? Hvordan opleves mulighederne og forhindringerne inden- og udenfor lovene?

NATTEN

Omtrent en tredjedel af menneskers liv foregår om natten. Alligevel er det dagens aktiviteter, som optager langt de fleste antropologer. Det virker, som om antropologien er mørkeræd eller natteblind. Styret af dominerende metaforer som synet, lys og oplysning har antropologiens tendens til at studere dagen og menneskers vågne liv betydet, at natlige sider af menneskets eksistens er understuderet. I dette nummer af Jordens Folk inviterer vi etnografer til at begive sig ind i mørket og udforske, hvordan natten og mørket interagerer med forskelligartede kulturelle, sociale eller politiske relationer, aktiviteter og forestillinger.

Natten og dens tvilling, mørket, rummer kæmpe potentialer for antropologiske studier. De bliver ofte forbundet med frygt, fare, døden og det onde. I mange kulturer anses natten, mørket og drømmene for at være domæner, hvor afstanden mellem mennesker og ånder, rationalitet og fantasi er særligt lille og hvor områderne endog overlapper. Natten er et domæne, der har med ‘overskridelse’ og fremkomsten af ‘alternative sociale ordener’ at gøre. Dette udfoldes i meget forskellige sammenhænge som i shamanens åndemageri, på diskotekets erotiserede dansegulv, i rusen eller i natmandens ’uærlige’ arbejde i 1800-tallets danske byer. Også fra et fænomenologisk perspektiv er nattens cyklus og mørket antropologisk interessante. Fraværet af lys og synet aktiverer andre sanser og mere taktile erfaringer af omgivelserne og andre mennesker. Og i en verden, hvor mange mennesker har natarbejde, synes det relevant at undersøge, hvordan natlige arbejdscyklusser påvirker menneskers kropslige erfaringer og sociale relationer.

Natten udgør også et socialt og politisk domæne. På den ene side er natten mange steder i verden et domæne befolket af samfunds afvigere, udstødte og uciviliserede praksisser, hvorfor natten til stadighed er ustyrlig eller svær at regere for diverse autoriteter. På den anden side er natten også en arena hvor subkulturelle grupper, aktivistiske foreninger og revolutionære bevægelser forsøger at give rum for nye kulturelle udtryk, ideer og frihedskampe.

MORAL

Hvordan tackler mennesker moralske dilemmaer? Hvordan kultiverer mennesker bestemte dyder og stræber efter moralsk perfektion, for sig selv og for andre? I hvilke situationer bliver moral væsentligt i folks liv? Hvad er relationen mellem etiske værdier og moralsk praksis?

Det er spørgsmål som disse, vi vil tage op med dette nummer af Jordens Folk. Antropologien har i en vis forstand altid beskæftiget sig med moralitet, men det er som regel sket indirekte, eksempelvis i studier af udveksling, slægtskab og religion og gennem begreber som etos og kultur.

Først indenfor det seneste årti er antropologer for alvor begyndt at interessere sig for moralitet som sådan og som en central drivkraft i menneskers liv – ligesom man har søgt at udvikle et begrebsapparat til at teoretisere moralitet, blandt andet med inspiration fra moralfilosofien.

Læs nummeret her